Medlemsfordele

Viden, netværk, webinarer og arrangementer
Som underskriver af Det Danske Charter for Mangfoldighed bliver man en del af et landsdækkende netværk af virksomheder, der har det til fælles, at de ønsker at blive klogere på, hvordan man går fra tanke til handling i forhold til strategier og initiativer, der kan øge eller bringe den eksisterende mangfoldighed i virksomheden i spil.

Som en del af dette netværk får man mulighed for ubegrænset deltagelse i en række tematiske webinarer udbudt af Det Danske Charter for Mangfoldighed. Her kan man få ny viden og værktøjer til at arbejde med mangfoldighed. Nogle virksomheder underskriver, fordi de allerede arbejder aktivt med mangfoldighedspolitikker, -initiativer eller -indsatser, som de gerne vil dele erfaringerne fra. Andre virksomheder underskriver, fordi de mangler viden og inspiration til, hvordan de kommer i gang. Vores webinarer er derfor niveauinddelt i beginnerintermedate og advanced, således at man som medarbejder i en underskrivende virksomhed kan se hvilke webinarer, der er relevante at deltage i. Der vil også være enkelte masterclasses for dem der gerne vil udfordres i særlig grad.

Det Danske Charter for Mangfoldighed afholder desuden et årligt landsdækkende underskrivningsevent, hvor nye underskrivere fysisk kan underskrive charteret og modtage deres egen version af charteret. Næste event bliver i maj 2022 i forbindelse med Den europæiske mangfoldighedsmåned.

Læs mere om webinarer og aktiviteter her.

Værktøj til selvevaluering af mangfoldighed og inklusion 
Som underskriver tilbydes man også mulighed for at lave en selvevaluering af egen indsats indenfor mangfoldighed og inklusion ved hjælp af et selvevalueringsværktøj i PDF-form. Vi arbejder lige nu på en digitalisering af værktøjet, så det i fremtiden vil være muligt for jer som virksomhed at registrere jeres data digitalt og bedre kunne følge egen udvikling fra år til år.

Værktøjet er udarbejdet af FIBS, der driver det finske mangfoldighedscharter, og er finansieret af EU. Værktøjet er efter aftale oversat til dansk og taget i brug af Det Danske Charter for Mangfoldighed og er tilgængeligt på både dansk og engelsk. Værktøjet må ikke videredistribueres eller benyttes af andre end underskrivere.

Synliggør jeres engagement i mangfoldighed og inklusion
Som underskriver modtager I et logo, som I kan bruge på egen hjemmeside og i mailsignatur, så I kan vise jeres medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, at I har underskrevet og dermed aktivt støtter Det Danske Charter for Mangfoldighed.

Hvad koster det at underskrive?
Det er kun underskrivere af charteret, der får adgang til ovenstående tilbud og fordele, og afhængig af virksomhedens størrelse betyder det opkrævning af et mindre eller større beløb. Læs mere om hvad det koster at underskrive her.